Sammen med kvindens anamnestiske oplysninger, danner screeningsundersøgelserne grundlag for en risikovurdering. Risikoestimatet præsenteres som en brøkværdi. En værdi højere end 1:120 indikerer en øget risiko for præeklampsi og medfører et tilbud om forebyggende behandling med Hjertemagnyl®.
Screeningen består foruden helbredsoplysninger af disse tre komponenter:
- Placental growth factor (PlGF)
- Arteria uterina flow (UtPI)
- Blodtryk (MAP)
Information om screeningens komponenter
Følgende maternelle helbredsoplysninger indgår i risikovurderingen for præeklampsi:
- Maternel alder
- BMI
- Etnicitet
- Paritet
- Assisteret reproduktion
- Obstetrisk historik (tidligere præeklampsi og tidligere fødsel af et væksthæmmet barn)
- Maternelle komorbiditeter (kronisk hypertension, prægestationel diabetes, nyresygdom, autoimmune sygdomme).
De maternelle helbredsoplysninger kombineres med nedenstående biofysiske og biokemiske mål:
Placental Growth Factor (PlGF)
PlGF er et trofoblast-deriveret protein med afgørende betydning for placentas dannelse. Normal placentafunktion er afhængig PlGFs effekt på trofoblasternes invasion af de maternelle spiralarterier. Flere undersøgelser har vist, at PlGF-niveauet i første trimester er signifikant lavere hos kvinder, der udvikler præeklampsi, sammenlignet med kvinder uden præeklampsi.
Maternelle koncentrationer af PlGF måles sammen med Pregnancy Associated Plasma Protein A (PAPP-A) i første trimester (doubletesten). Tidspunktet for blodprøven har betydning for PlGFs effekt som markør i præeklampsi-screening. Doubletesten skal derfor tages i gestationsuge 10+0-13+6 for at opnå den bedste performance af screeningen.
Flowmåling i arteria uterina
(Uterine Artery Pulsatility Index, UtPI)
Flow i arteria uterina (UtPI) måles vha. Doppler ultralyd og bestemmes over mindst tre ens, konsekutive bølgeforme. UtPI er en enhedsløs værdi, som beregnes af ultralydsapparatet ved hjælp af følgende formel:
UtPI = (PSV – EDV) / Mean Velocity
Såfremt der kan udføres målinger bilateralt er det at foretrække, hvorefter gennemsnits-PI for højre og venstre side udregnes. Unilaterale målinger kan også anvendes. UtPI bør måles med transabdominal ultralyd i gestationsalder 11+0 til 13+6 (svarende til CRL 42–84 mm). UtPI-måling skal udføres af FMF-certificerede sonografer.
Forkortelser:
Maksimal systolisk flowhastighed i arteria uterina (PSV)
Slutdiastoliske flowhastighed i arteria uterina (EDV)
Blodtryksmåling (Mean Arterial Blood Pressure, MAP)
Blodtrykket bør så vidt muligt måles efter internationale guidelines (FIGO guidelines). Første måling foretages efter fem minutters hvile med kvinden siddende i en stol, hvor ryggen er støttet, armene hviler i hjertehøjde, og med fødderne i gulvet.
Målinger med manuelle apparater foretages på én arm med brug af manchet i passende størrelse. Ved brug af blodtryksapparat med hul til armen, tilpasses manchetstørrelsen automatisk. Der skal laves mindst to målinger fra med et minuts mellemrum.
MAP (middelarterietryk) beregnes ud fra gennemsnittet af de fire målinger ved brug af systolisk og diastolisk blodtryk:
MAP = diastolisk BT + (systolisk BT – diastolisk BT)∕3
Ovennævnte screeningskomponenter påvirkes bl.a. af gestationsalder, maternal vægt og højde, etnicitet, rygning, præeklampsi-historik og kroniske sygdomme. Justering herfor opnås ved hjælp af omregning til MoM-værdier (multiple of median).
PREPRED-projektet
Charlotte Ekelund, overlæge, ph.d.,
Afdeling for Gynækologi, Fertilitet og Fødsler, Rigshospitalet
Line Rode, overlæge ph.d.,
Afdeling for Klinisk Biokemi, Rigshospitalet
Iben Riishede, læge, ph.d.,
Afdeling for Gynækologi, Fertilitet og Fødsler, Rigshospitalet